Tytebæret uppaa tuva
voks utav ei liti von.
Skogen med si grøne huva
fostrar mang ein raudleitt son.
Ein gong seint um hausten lagde
liten svein til bær-skogs ut;
"Raudt eg lyser," bæret sagde,
"kom aat meg, du vesle-gut.
Her ifraa du maa meg taka:
moge bær er utan ro.
Mal meg sundt, at du kan smaka
svaledrykken av mitt blod!
Mognar du, so vil du beda
just den same bøn som eg.
Mogen mann det mest maa gleda,
burt for folk aa gjeva seg."
Aa. O. Vinje
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar