I dag fann eg fram eit dikt fra Knut Hamsaun si diktsamling "Det vilde kor"

Om hundrede år er alting glemt.

Jeg driver i aften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret båt,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
det ender vel gjerne med gråt.
Men hvi skal jeg være så hårdt beklemt?
Om hundrede år er alting glemt.

Da hopper jeg heller og synger en vise
og holder mit liv for en skjøn roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen rise
og drikker som bare fan.
Men hvi skal jeg fare med al den skjæmt?
Om hundrede år er alting glemt.

Så stanser jeg virkelig heller striden
og ganger til sjøs med min pinte sjæl.
Der finder nok verden mig engang siden
så bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende så altfor slemt?
Om hundrede år er alting glemt.

Å nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en bok til hver kommende jul
og stige tilslut til en versets greve
og dø som en romanens mogul.
Da er det nu dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede år er alting glemt.
               K. Hamsun

I boka Digte som kom i 1909 hadde Olaf Bull eit dikt som heiter Stenen

STENEN

Jeg var i den yderste evighed,
bagom de synlige fjerners brand -
da var det, at nogen imod mig skred
frem paa en ukjendt stjernes rand.
Nogen, som bøiet sig frem og lo
bag slør, som hyllet dens hoved til,
og holdt en sten i sin ene klo
og hviskede kold og mild:
«Jeg slipper en sten i himmelrunden,
den golde sten, jeg her dig tér;
i næste sekund er den forsvunden;
den aflader aldrig at falde mer.
Begriber du, usle, hvad jeg gjør?
Jeg drypper en faldende sten i dit sind;
jeg saar i dit væsen en uro ind,
en uro, som aldrig dør.
Hvorhelst du forbrænder i lysets haller,
i elskov hos kvinder, blandt vaarhvide buske -
Stenen, som samtidig falder, falder
i ødets mulm, skal du huske»
- – -
Og billedet brast, og jeg sænkedes ned,
ned paa min seng – jeg vaagnet i sved;
i bølger av iskold stjernedugg
hamret mit hjerte, hug i hug -
Men drømmen forblev i mit hjertes nat;
fra ungdom til moden alder
søgte mit sind forgjæves at gribe
den sten, som bestandig falder -
– – -
 Olaf Bull

Nesten flaut, men Jens Bjørneboe har eg ikkje delt tidligare...

De seirende


Deres er hemmeligheten:
Å gi
Gyllen gir jorden dem veten
Tilbake fordi:
Allting skal gis dem mer enn de gav
- skummet fra bølgen blir rav
og gir seg tilbake til den -
alt gis igjen, rose og venn.
Disse som gir
eier
mer enn de har
Og tingene blir fler enn de var
Dette er seier!

Jens Bjørneboe

Eg hentar fram eit dikt av Herman Wildenvey igjen...

Spør ikke om kjærlighet


Spør ikke om kjærlighet varer 
Det vet du den ikke gjør, 
hvem du enn er som spør, 
og hvad du enn svarer.
Spør heller om kjærlighet kommer 
med vårens svale, som dømmer sin egen sommer 
til høst og dvale.
Spør ikke forelskede sjele! 
Etter en vår og sommer 
skal høsten stryke det hele, tung og hård
og kald…
Spør ikke hvad kjærlighet lover. 
En vinter lang kan hende den sover i en sang.

Herman Wildenvey 

Eit av dei Inger Hagerup dikta som eg faktisk likar er "Jeg ville dø i natt"...

Jeg ville dø i natt

Jeg ville dø i natt. Jeg ville dø.
Men jeg var redd fordi jeg var alene
og mørket var en slik uhyre sjø. 

Hva skal jeg vel med timene og døgnet
og med min kropp når ikke du er her?

Jeg ville dø. Men døden var for nær.
Den så på meg med altfor store øyne
og hadde altfor svarte sørgeklær.

               Inger Hagerup

I dag velge eg ein sang, ei Kari Bremnes vise...

Kari Bremnes 

Denne veien